| Forside Book kunstnere inden for... Komik Jan Monrad |
Jan Monrad |
MONRAD MORSOMMERE END NOGENSINDE Så er det en realitet - efter 40 år som sjov mand står Jan Monrad nu på egne ben med sit morsomme og musikalske soloshow "Må jeg være fri". Helt alene er han dog ikke, for med sig har Jan Monrad sin uundværlige musikdirektør Øyvind Ougaard, der - når de to optræder sammen - giver mindelser om Osvald Helmuth og hans akkompagnatør Inger Christrup, og Monrad lægger da heller ikke skjul på, at netop Osvald er et af hans forbilleder. I det nye show beviser Monrad således, at han er en af vores helt store visefortolkere, og så har han tilmed skrevet sangene selv. Også som monologist er Monrad i sit S. Oplev ham f.eks. som den vanvittige kørelærer, der har til opgave at aftraumatisere spritbilister, der har fået fradømt førebeviset ved at give dem selvtilliden tilbage og sende dem ud i trafikken som hele mennesker, der kører akkurat lige så friskt og chancebetonet, som de altid har gjort. Desuden skal du overvære Jan Monrads utrolig morsomme fortælling om dengang hans hustru på en nudistcampingplads kommer i intim nærkontakt med en usædvanligt nærgående hveps. Her er ikke et øje tørt, når Jan brillerer med sin mesterlige og morsomme fortællekunst - og lige så sjovt er det at følge hans akkompagnatør, Øyvind Ougaard, der under den pinlige fortælling græmmes mere og mere, indtil han til sidst kunne krybe ind under klaveret af skam. Hør også noget om hvad vi danskere er for en slags mennesker: "Er vi i virkeligheden så flinke, joviale og hjælpsomme, som vi gerne vil se os selv? - Eller er vi i virkeligheden en flok selvoptagne, fordrukne narrehuer, der går rundt med skyklapper på?" Svaret får vi i Monrads skønne nyskrevne sang om danskerne i almindelighed og Jes Dorph-Petersen i særdeleshed - en Jes Dorph-Petersen, der netop via sit virke som onkel oplæser i TV2-Nyhederne mv. er eksponent for den "ægte og rigtige" danskhed. Til sidst får vi et morsomt gensyn med Mogens, der stadig føler sig foranlediget til at klø sig bagi, fordi han ikke har nænnet at skille sig af med sin børneorm - for som Mogens siger: "Det er jo bare et lille dyr." Og så slutter Monrad af med sit store folkelige glansnummer Hoved eller Hale, inden han som ekstranummer gi´r den som en vis Niels Hausgaard, dog uden at nævne hans navn, idet han selvsagt ikke ønsker at hænge ham unødigt ud. Send forespørgsel / book i formularen til højre |
||||
