Michael Meyerheim er nok bedst kendt for sit job som TV-vært. Michael Meyerheim har været med på TV2 siden kanalens opstart i 1988, hvor han blev vært på Danmarks første gameshow, Lykkehjulet. Gennem årene har Michael blandt andet også været vært på Eleva’2’ren, Meyerheim After Eight, Go’ Morgen Danmark, Spørg Charlie og Talkshowet Meyerheim.
Michael har også modtaget TV-branchens ærespris, og nu står han klar med et foredrag, hvor du kan glæde dig til en masse sjove anekdoter og erfaringer fra sine mange år i branchen.
Michael Meyerheim startede sin karriere som journalist på Frederiksborg Amts Avis, som senere førte til en 15 år lang karriere på Politiken. Her var han blandt andet USA-korrespondent, og også beskæftiget med sport, universitetsforhold og lægevidenskab.
Michaels arbejdsliv har også budt på andre spændende muligheder, som da han i 1996 var med til at stifte Skandinavisk Film Kompagni, som senere blev solgt til JP Politikens Hus.